KÆRE FORÆLDRE

I Ungdomsskoleplanens to inderste cirkler finder I alt det, Viborg Ungdomsskole bygger på – og er bygget af. Hvordan forvalter vi det så? Hvordan arbejder vi? Hvad bestræber vi os på, og hvad kan du forvente at møde?

Kære forældre

Viborg Ungdomsskole er en omfattende institution, der rummer alt fra skole- og fritidstilbud til forebyggende indsatser og undervisning ind i folkeskolen. Men vi er også en samlet enhed, der arbejder sammen for og om ungdommen. Dette afsnit handler om alt det, vi er fælles om – og hvad I som forældre kan forvente, at jeres børn og unge møder, når de på den ene eller anden måde er i kontakt med Viborg Ungdomsskole.

De fleste børn og unge i Viborg Kommune vil på et tidspunkt være i berøring med os. Med tilbud og indsatser for målgruppen 10 til 18 år (fra 0 til 25 år, hvis man tæller det hele med), spiller vi flere roller i børn og unges liv i nogle væsentlige år. Det fører naturligt et ansvar med sig. Det er vi bevidste om, og vi går til opgaven med en professionel opmærksomhed på, at vi løfter den bedst, når vi tilgår den på fælles vis fra alle vinkler.

På den anden side af den bløde ungdom venter det selvstændige voksenliv. En af ungdomsskolens fineste opgaver er at tilføre de unge gode værktøjer til mestring af det liv, de har, og det liv, der kommer. Et liv baseret på deres egne personlige værdier, selvværd og ansvarsfølelse.

Vi ved, at meget godt udspringer af fællesskaber, hvor man føler sig set, mødt og forstået. Derfor skaber Viborg Ungdomsskole rammerne for fællesskaber, hvor forskellighed værdsættes, og hvor unge kan møde ligesindede og voksne, der brænder for at gøre en positiv forskel for dem.

Vi arbejder hele vejen rundt om de unge og tilbyder et bredt spektrum af kreative, udviklende og identitetsskabende muligheder bygget på interesse og engagement, vi tilbyder dem aktiviteter, meningsfulde oplevelser og læringsmuligheder, så hver enkelt ung kan finde noget, der interesserer dem og matcher deres behov.

Viborg Ungdomsskole Logo

Vi lægger vægt på at skabe trygge og sunde fællesskaber i et varmt og nærværende miljø, hvor jeres børn kan opdage deres ressourcer og forme deres identitet, og hvor de kan trives og udvikle sig socialt, fagligt og personligt. Her kan de dele bekymringer og udfordringer med voksne uden for hjemmet, der møder dem med forståelse og respekt. De skal kunne mærke, at de hører til. Vi skaber en familiær stemning, hvor der er plads til dem. Plads til at fejle, falde – og rejse sig igen.

Ikke alle står op fra begyndelsen. Derfor er det vores mål at sikre, at alle børn og unge bliver set og mødt præcis, hvor de er, og at vi tilbyder en positiv vejledning, værktøjer, støtte og anerkendelse, når behovet er der.

Det er en fælles opgave at finde de rigtige løsninger for hvert enkelt barn, og vi arbejder på tværs af vores afdelinger og instanser for at sikre, at vi står på et solidt fagligt fundament og for at skabe sammenhængskraft for jer og jeres børn – hele vejen op gennem ungdommen.

Samtidig ønsker vi, at I som forældre får mulighed for at blive inddraget i samarbejdet. Det er vigtigt for os, at der skabes gode, respektfulde relationer, både mellem de unge og de voksne og de voksne imellem.

Og hvis I er i tvivl om, hvor vi er, kære forældre, så kig efter os i mellemrummene. I mellemrummene mellem folkeskolen og hjemmet, mellem folkeskolen og ungdomsuddannelsen, mellem barndommen og voksenlivet. Det er dér, vi arbejder. Vi sætter ind, når der mangler en stol, et fritidstilbud, et skoletilbud, et bindeled, en voksen – eller et godt råd.

Så skaber vi noget sammen. Med vores palet af fagligheder i den ene hånd og målet om det glade, livsduelige unge menneske i den anden.